Fotodagbogen 2018

11. januar - Ansager

Så er vi kommet godt i gang med det nye år, og som sædvanlig er der planlagt nogle spændende ture. Det største bliver en tur til Sverige. Jeg var der med familien i 2010, hvor vi lejede en lille "stuga" i det aller sydligste Småland, 10 km nord for Osby. Denne gang synes det at blive svært at få "lokket" familien med igen... de er jo blevet afhængige af det "uundværlige" internet... så jeg må selv af sted, måske med en ven eller to. Det ligger ikke fast endnu. Turens mål er (igen) Apollo, som jeg jo missede sidste år pga. vejret, Svalehale og Mosehøsommerfugl.
I løbet af foråret vil jeg kontakte et par svenske naturinteresserede, som jeg håber vil være behjælpelige med lokalioteter, hvor sommerfuglene kan findes. Apollo skal jeg til Loftahammar efter, og der kan jeg sikkert også finde Svalehalen. Mosehøsommerfugl synes at være sikker i Vaggaryd, hvor den er meldt i antal af én af de personer, som jeg vil tage kontakt til.

Planlagt er også en tur til Nordjylland igen, endnu engang er det Hedepletvingen, der trækker. Og igen drejer det sig om lokaliteten Overklitten Sø, Tranum, hvor den jo fløj i 100'vis sidst jeg var der. Under overvejelse er også en tur efter larven en gang i april/maj.

Og så bliver det jo også det første hele år med GH5'eren fra Panasonic. Mit udstyr er næsten komplet, men jeg mangler lige en god vidvinkel objektiv. Jeg har udset  mig Panasonic's 7-14mm objektiv, som værende det bedste til det formål, så den skulle gerne være anskaffet inden foråret for alvor tager fat.

15. januar - Ansager

I dag var der 3 Halemejser på besøg.

20. januar - Nørholm Skov

Godt nok  er det vinter, men jeg trængte sgu' lige til at komme ud og lufte kameraet og mig selv....
Resultatet blev en lille film og stemningen derude lige nu, i Nørholm Skov.

24. januar - Ansager

I Sønderjylland blev der i dag målt 12,9 grader, og dermed er det den højeste temperatur målt, siden man begyndte at måle. Her i Ansager blev det dog kun til omkring 9 grader, som bilens måler viste. Jeg kom desværre til at nulstille min ordinære måler, inden jeg fik aflæst den nøjagtige temperatur.
UPDATE: Temperaturen i Sønderjylland er senere blevet rettet til 12,1 grad, men HALLO.... over 12 grader i januar?!...

27. januar - Ansager

De seneste dages høje temperaturer kan have lokket de tidligste natsommerfugle frem, så i nat har min, i efteråret, nyindkøbte lysfælde været i gang.... godt nok tidligt, men man ved jo aldrig...
Det blev dog ikke til nogen sommerfugle denne gang.

 

29. januar - Ansager

Så har jeg set årets første natsommerfugl. Den kom flagrende i lyset af bilen, da jeg kørte på arbejde. Set i forhold til størrelse, årstid og lokalitet, kan det kun være Sortbåndet Frostmåler, Agriopis leucophaearia. Jeg har dog valgt ikke at notere den på F&N, da man jo aldrig kan være helt sikker...

31. januar - Ansager

Så nåede vi igennem årets første måned. Bortset fra en kortere periode med frost både dag og nat i starten af måneden, har det været en forholdsvis mild januar. Jeg personlig håber jo på, at det milde vejr fortsætter, men det er jo nok for meget at håbe på...

03. februar - Ansager

Hvor er Dompap'en dog en fascinerende flot fugl, især hannen med dens rosarøde brystfjer. I dag satte jeg "ny rekord" i antal... hele 4 hanner og 2 hunner indtog mit foderbræt på samme tid...

23. februar - Ansager

Bortset fra et par nætter med temperaturer ned til -7 grader i starten af måneden, har vi lagt ret stabil omkring lidt over frysepunktet og op til en 5-6 grader om dagen, men  nu ser det ud til, at vi skal en tur i "dybfryseren". DMI lover frost ned til -15 grader i den kommende uge, og det ser ud til at vare ved de næste 2-3 uger, omend knap så koldt senere hen...

24. februar - Karlsgårde

I dag gik min ven Finn og jeg den 7 km lange tur rundt om Karlsgårde Sø. Rent fotomæssigt var der intet at komme efter, men vi fik da lidt frisk luft og rørt de gamle ben...

28. februar - Ansager

Og frosten kom... -9,9 sidste nat. Sammen med den kraftige vind, betyder det chillfactor -20, så det er med at passe på næsen, hvis man skal ud...

03. marts - Ansager

Den Sibiriske kulde har for alvor sat sig fast, og det ser ud til, at vi skal have mindst én uge mere med temperaturer under frysepunktet døgnet rundt.

Panasonic 7-14mm objektivet er nu bestilt og forventes leveret i midten af måneden. Dermed er mit udstyr komplet, og jeg er klar til en spændende ny sæson...

09. marts - Ansager

Pyyyhramider... ser ud til vi slap med skrækken. De hårde frostgrader varede heldigvis kun kort, så nu er vi tilbage til temperaturer lidt over frysepunktet om dagen, og nat omkring frysepunktet.

Det er stadig lidt for koldt for forårsdyrene, men kommer vi op på en 5-10 grader om dagen, så begynder der nok at ske noget. Der kunne godt være en chance i den kommende uge...

16. marts - Ansager

Så kom den endelig.... mit længe ventede 7-14mm objektiv, så nu er udstyret komplet og klar til en ny og spændende sæson.

A-Kamera:  Panasonic LUMIX GH5

Objektiver:  7-14mm supervidvinkel, 14-140mm zoom, 100-300mm telezoom

Mellemringe: 10,16 og 21mm
Forsatslinse: BESEL 4xmacro convertion lens.

Blitz: Nissin i40

B-Kamera: Panasonic LUMIX FZ300 m/26-600mm zoom.

20. marts - Ansager

I starten af sidste uge fik man lige lov til at føle fornemmelsen af forår. 10,9° her i Ansager.
Men ak, det varede kun kort. Vinteren brød tilbage, og weekenden blev én af de koldeste, jeg har oplevet. Fredag og lørdag med minusgrader på omkring 5, men en uhyggelig stærk vind fik det til at føle som 15-20 grader minus.
Nu ser det dog ud til, at nattefrosten er overstået for denne gang, og solens stråler begynder efterhånden at gøre deres virkning. Således har Morten DD set den første Nældens takvinge.... det lysner forude...

23. marts - Nørholm Skov
Endelig blev det vejr til det årlige besøg på Stokkebrovej v/Nørholm, og endelig også årets første sommerfugl, nemlig Grågul Frostmåler, Agriopis marginaria, som der fløj en 10-15 stykker af.
Jeg havde jo håbet på Ege-Vintermåleren, men den lange vinter taget i betragtning, er det måske endda lidt for tidligt.

Grågul Frostmåler, ,Agriopis marginaria

28. marts - Ansager

Her er så lige en opdatering på planlagte ture i år. Udenfor raser snestormen, og det ser ud til hvid Påske.

Som nævnt i starten af året går den store tur til Sverige efter Apollo, Svalehale og Mosehøsommerfugl. Jeg har gransket lidt mere i, hvilke andre arter, der kunne være mulighed for, og deriblandt er Poppelsommerfugl, Engperlemorsommerfugl, Skovperlemorsommerfugl og Kejserkåbe.

Det gav mig så ideen til at eftersøge Engperlemorsommerfuglen i Danmark, og på Fugle og Natur fandt jeg frem til, at der skulle være en god chance for den på en lokalitet på Fyn, så der vil jeg køre over engang lige efter Sveriges-turen.

Hedepletvingen i Nordjylland står jo også på ønskeseddelen, men den bliver måske "udskiftet" med Rødlig Perlemorsommerfugl. Faktisk har jeg bestilt overnatning i Næstved, hvorfra jeg så vil søge efter sommerfuglen i Store Bøgeskov og måske også Corselitze Østerskov på Falster. 
Og så står der også edderkopper på menuen, nærmere bestemt Mariehøneedderkop, som Keld Skytte Petersen har lovet at hjælpe mig med at finde.
Så må det ellers godt snart blive forår. Jeg har jo endnu ikke fået afprøvet det nye 7-14mm objektiv for alvor.

02. april - Ansager

Nu ser det endelig ud til, at der kommer et omskift i vejret. I hvert fald lover meteorologerne 2-cifrede temperaturer hen imod weekenden, ja måske endda helt op til 20 grader. Men "sinne gas", lad os nu lige se, om det holder...

07. april - Ansager, Haltrup Hede

Så blev det alligevel forår... 17° nåede vi op på. En lille rundtur til mine lokaliteter gav dog ikke det helt store, men det skal jo osse lige i gang.
Haltrup Hede var Hvidbrystet Jordbi, Andrena vaga dog allerede kommet frem. Samme sted hørte jeg tranernes kald, og forsøgte selvfølgelig at komme tæt nok på til at kunne filme dem, men jeg må erkende, at deres øjne er bedre end mine, så inden jeg overhovedet fandt ud af, hvor de var, lettede de og fløj væk. Der var 4 i alt.

Flagspætterne i Ansager Plantage er ikke kommet i gang endnu. Det er myrerne heller ikke rigtig. Ved Puglund tjekkede jeg den Brune Sandspringer, men den er heller ikke kommet frem. Det ville da også være "verdammt" tidligt...

Til sidst et smut til Hessel og fotografere den skønne Følfod, Tussilago farfara.

Følfod, ,Tussilago farfara

Ansager Plantage

Med dagens lune vejr blev det tid til årets første lyslokning. Udbyttet var dog ikke overvældende, men et par ugler af Orthosia familien blev det dog til

Gotisk Forårsugle, ,Orthosia gothica

Brun Forårsugle, ,Orthosia cerasi

Broget Forårsugle, ,Orthosia incerta

08. april - Grimstrup Krat, Puglund Fiskesø

I dag havde jeg aftalt med Jesper, at vi skulle en tur til Grimstrup Krat i et forsøg på at genfinde den sjældne Poppel-Dagugle, Bouditiana notha.
Vejret var helt fantastisk. Lige fra morgenstunden føltes det som en lun sommerdag og temperaturen endte da også helt oppe på 22,9° inden dagen var omme.
Poppel-Daguglen opgav vi dog ret hurtigt at finde. Som så mange andre steder er store dele af krattet blevet fældet. I stedet fortsatte vi til
Puglund Fiskesø. Undervejs stoppede vi op ved en grøftekant, for at fotografere de flotte Følfod, Tussilago farfara.
Ved fiskesøen var vi heldige at finde
Brun Sandspringer, Cicindela hybrida og Jesper fandt en Klitgraveedderkop, Arctosa perita. Edderkoppen er en sand mester i camouflage. For sandspringernes vedkommende var det årets første obs af dem iflg. F&N. 

Klitgraveedderkop, Arctosa perita

Følfod, Tussilago farfara

En ægte Kratlusker skyr ingen midler, når det gælder om at få det bedste skud ikassen.

19. april - Ansager

På denne lune forårsaften, var det tid til endnu engang at sætte lysfælden op, og det gav faktisk pænt mange dyr. Her et udpluk...

Broget Vinterfmåler, Biston strataria

Fyrreugle, Panolis flammea

Rødbåndet dværgmåler -  Gymnoscelis rufifasciata 

20. april - Skals Ådal, Hvidding Krat

I de seneste 3 år har jeg luret på chancen for at finde Poppel-Dagmåler, Boudinotiana notha, efter at jeg blev opmærksom på Erik Steen larsen's obs af den i Hvidding Krat 2009. Helt tilfældigt blev den så også meldt i søndags (5 dage siden) i Skals Ådal. Det blev derfor dér, jeg valgte at søge først.
Og sørme om ikke jeg var heldig. Jeg havde selvfølgelig medbragt mit net, inklusive forlængerstænger, for jeg husker jo godt, hvor svære de var at nå, dengang i 1983, hvor jeg så dem i Grimstrup Krat.... Men se nu der, jeg fik slet ikke brug for nettet, for de satte sig på de lave pilerakler, hvor jeg kunne filme dem ganske let.
I alt 4 stk blev det til, både hanner og hunner.
Jeg fortsatte derefter til
Hvidding Krat, hvor jeg muligvis så et par stykker, men jeg er dog ikke 100% sikker. Til gengæld gav det årets første Aurora, Anthocharis cardamines, som kom blafrende forbi mig på stien.

22. april - Assenbæk Plantage, Puglund Fiskesø

Årets første Admiral, Vanessa atalanta, noteret i Assenbæk Plantage. Der er blevet obs'et temmelig mange Admiraler dette forår. Sandsynligvis er de blæst herop med den varme vind fra syd, som vi har haft de seneste dage.
Endvidere en masse
Stor Humlefluer, Bombylius major, som "drillede" mig ved at stå og stirre mig ind i øjnene, for så et sige "Good Bye", når jeg forsøgte at filme dem...

I Puglund Fiskesø var den Brune Sandspringer, Cicindela hybrida, ganske aktiv i det dejlige solskin, men det lykkedes alligevel og få lidt brugbar video af det lille "monster"...

27. april - Assenbæk Plantage

På tur med Jesper, ja så ved man sgu' aldrig, hvad der sker... men af én eller anden grund myldrede det lige pludselig med Aurora, Anthocharis cardamines, på en skovlysning... uden blomster. Vi formoder, at det var pga at området lå i læ for den kraftige vind, men det er selvfølgelig bare et gæt. Desværre gav det ikke noget video lige dér, men på stien var mælkebøtterne sprunget ud, og det gav muligheden for et par optagelser. Vinden var dog så kraftig, at mit letvægtsstativ gav efter, hvilket resulterede i mange rystede optagelser.
Heldigvis var der noget tilbage, som stadig kunne bruges, bl.a. dem med mit nye vidvinkelobjektiv. Jeg havde jo håbet på en lille flirt mellem hunnen og hannen. Det ville helt sikkert ha' set superfedt ud, men nej, det skulle ikke blive i dag...

05. maj - Assenbæk Plantage, Haltrup Hede

Så er det for alvor blevet forår. Der er fuld skrald på solen og temperaturerne sniger sig op i nærheden af 25°, og det ser ud til at skulle fortsætte sådan de næste par uger, dog med en lille regnvejrsperiode ind imellem.
Igen var Jesper med på turen, og igen stilede vi efter den lille lysning, hvor vi havde set så mange
Aurora, Anthocharis cardamines, forleden..... Og jeg skal da lige hilse og sige, at der skam ikke var blevet færre af dem.... tværtimod, det vrimlede med dem. Vi gætter på, at der var mindst 30, flest hanner, og så mange har jeg ikke oplevet på én gang.
Aftenen forinden havde jeg spøgt lidt med tanken om, at finde Aurora i parring, for det har jeg aldrig oplevet, og det ville jo være en rigtig fed begivenhed at få på "filmrullen". 
Lige pludselig lød det fra Jesper:
PARRING..PARRING... Og ja for hunnen da...han havde sgu' fundet et par....FEEEEEDT !!!

Men ikke nok med at jeg nu fik optaget en Aurora-parring, jeg fik også optaget de andre hanners ivrige forsøg på at "lege med", plus selve afslutningen af parringsakten, ja sågar den nu afvisende hun bagefter. Sikke en dag...
Foruden Aurora, fandt vi også
Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas, Stor Kålsommerfugl, Pieris brassicae og så var der også en parring af Grønåret Kålsommerfugl, Pieris napi, som jeg også fik foreviget.

Alt imens jeg filmede Grønåret Kålsommerfugl, fandt Jesper også en Skovrandøje, Pararge aegeria, inde blandt nogle grantræer. Et lidt usædvanligt sted for den.

Han fandt også den sjove Nøddesnudebille, Curculio nucum.

Herefter fortsatte jeg til Haltrup Hede, hvor jeg så 2 stk Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi

Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi

Aurora, Anthocharis cardamines

Grønåret Kålsommerfugl, Pieris napi

Nøddesnudebille, Curculio nucum

Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas

06. maj - Storemose, Krarup Lund

I dag gjaldt det så eftersøgningen af Sortåret Hvidvinge's larver i Storemose. Desværre fandt jeg ikke hverken larver, endsige gnavspor efter dem. Det er sgu' lidt bekymrende. Har den sene vinter i marts gjort det af med dem?
I det hele taget en lidt sløj tur til mosen. Eneste lyspunkt var min første
Nældesommerfugl, Araschnia levana, for i år, og en 3-4 Aurora, Anthocharis cardamines.
Fundet af Nældesommerfuglen førte mig videre til
Krarup Lund, og sørme om ikke der også var én der.

Nældesommerfugl, Araschnia levana

11. maj - Ansager Plantage

Det ser ikke ud til, at den kære Hr. Spætte har tænkt sig, at flytte ind i boligen fra sidste år. Måske er der for megen uro langs stien, som bl.a. benyttes af et lokalt vandrerlaug. Jeg har jo selv én gang måttet opgive at færdes der, netop pga. deres aktiviteter.
Det gik så i stedet ud over en lille dam, som ligger tæt ved stien. Egentlig ledte jeg bare efter ét eller andet fotograferingsværdigt, men så opdagede jeg pludselig, hvilken Leben, der var i den lille pyt. 
Masser af
Lille Vandsalamander, Lissotriton vulgaris og vandkalve i parring... Wow, det er sgu' da vist et spændende sted.
Jeg blev stående og ventede på en chance for at filme dem, når de kom op til overfladen efter ilt, og det lykkedes da også at få lidt film.
Jeg må så bare erkende, at jeg bør holde mig langt væk fra kameraets "extension zoom" funktion, når det gælder smådyr. Den er super til fugle og større dyr, men småkræ?.... NEJ !!!
Et godt og lidt overraskende fund var 2
Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi i én af de mange brandbælter.

15. maj - Pølmose

Årets første besøg i Pølmose gjaldt den Grønne Sandspringer, Cicindela campestris, og den var da også på sin sædvanlige lille biotop på nordsiden af mosen. Igen fik jeg rodet mig ind i noget med "extension tele", men lidt brugbart fik jeg da, bl.a. en parring...
Endvidere årets første obs af
Skovblåfugl, Celastrina argiolus og et par Aurora, Anthocharis cardamines, blev det også til...

Grøn Sandspringer, Cicindela campestris

18. maj - Store Bøgeskov

Et af årets højdepunkter skulle være turen til Sjælland efter den sjældne Rødlig Perlemorsommerfugl, Boloria euphrosyne.
Det gik desværre helt anderledes.... Ganske vist fløj den sjældne sommerfugl rundt, men det gjorde den så i bogstaveligste forstand... Ikke et eneste videoklip blev det til.
Så det var en noget slukøret vestjyde, der valgte at tage turen tilbage til Ansager, allerede samme dag.
Men eftersom jeg nu var midt i skovrandøjeland, så blev der lige brugt en god times tid på den smukke skovbeboer,
Skovrandøje, Pararge aegeria, inden hjemturen....

Skovrandøje, Pararge aegeria

21. maj - Utoft Sande

Efter den nedslående oplevelse i Store Bøgeskov, trængte jeg virkelig til lidt opmuntring.... den kom på den nye lokalitet Utoft Sande.
Via Fugle og Natur, ledte jeg efter findesteder for Dværgblåfugl, og fandt frem til en plantage mellem Grindsted og Hejnsvig, hvorfra der var blevet meldt en 5-6 stykker i 2017.
Det blev dog ikke Dværgblåfuglen, som fik hovedrollen, men derimod den allesteds nærværende
Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia. Der fløj vel en 20-30 stykker, og jeg var så heldig at finde den i parring også.... så var dagen reddet...
Endvidere så jeg
Almindelig Blåfugl, Polyommatus icarus - Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi og Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas.
Dværgblåfuglen så jeg ikke i dag.

Okkergul Randøje, Melitaea cinxia

24. maj - Storemose, Kvie Sø

Sidst jeg var i mosen, ledte jeg forgæves efter larver af Sortåret Hvidvinge. dagen i dag skulle så give svar på, om arten stadig er i mosen... 
Desværre ser det ikke sådan ud, så måske er det det sene vintervejr, der har gjort det af med bestanden.... Ærgerligt, for nu var de lige så godt i gang med at etablere sig.
Til gengæld har den lille
Blodcikade, Cercopis vulnerata fået rigtig godt fat. Hele 4 blev det til, og der har sikkert været mange flere, men tiden løb jo, som så ofte før, fra mig...
En noget slidt
Nældesommerfugl, Araschnia levana, nød også solens varmende stråler, og det var faktisk den, der var skyld i, at jeg opdagede cikaderne, for de sad bl.a. på én af de nælder, sommerfuglen brugte som "landingsplads".
Andre arter:
Admiral, Vanessa atalanta - Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia og Hvidvingemåler, Siona lineata.

 

I Kvie Sø kiggede jeg efter Brunlig Perlemorsommerfugl, men jeg så ingen. Også her er jeg bange for, at den lille sårbare bestand er i overhængende fare for at forsvinde. Slåningen af engområdet fremmer i hvert fald ikke sommerfuglens mulighed for overlevelse.

Blodcikade, Cercopis vulnerata

Nældesommerfugl, Araschnia levana

25. maj - Utoft Sande, Nørholm Hede og Eng

Så blev det tid til en tur sammen med Tina og Jesper, og selvfølgelig skulle vi da til Utoft Sande, mit nye sted, hvor jeg forleden vadede i Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia...
Og vi blev da heller ikke skuffede. Den var der stadigvæk i pænt antal, sammen med et mylder af
Almindelig Blåfugl, Polyommatus icarus.
Desuden så vi
Skovblåfugl, Celastrina argiolus - Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi og Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas... nåh ja, så var der også lige en Brun Sandspringer, Cicindela hybrida...
Ved middagstid måtte Tina tage afsked, men Jesper og jeg fortsatte til
Nørholm Hede, hvor vi så den lille og sjældne Grøn Lyngmåler, Chlorissa viridata.
Også her mødte vi
Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia, som virkelig ser ud til at have et godt år i år.
En del
Okkergul Randøje, Coenonympha pamphilus var der også.
I brændenælderne langs hedevejen opdagede jeg larverne af
Admiral, Vanessa atalanta, som sad i deres sammenspundne blade.
Det spændende var så, om
Brunlig Perlemorsommerfugl, Boloria selene, stadig havde en bestand på Nørholm Eng. Og sørme jo... jeg så 2 eksemplarer...

02. juni - Ansager
I nat havde jeg lysfælden tændt. Det gav bl.a.. 3 flotte Dueurtsværmere, Deilephila elpenor.
 

Dueurtsværmer, Deilephila elpenor

07. juni - Store Klingdal
For et par dage siden, meldte Viggo Kristensen både Bølleblåfugl og Moseperlemorsommerfugl i antal fra denne lokalitet, som ligger mellem Tofterup og Hovborg, blot 13km fra Ansager, og da jeg aldrig har mødt disse to arter, MÅTTE jeg simpelthen ud og kigge efter dem.
På endnu en overvarm sommerdag, tog jeg derud fra morgenstunden for at undgå den værste hede.
Perlemorsommerfuglene fløj dog allerede rundt uden at ville sætte sig, så en sikker obs af dem fik jeg ikke, men
Bølleblåfugl, Agriades optilete kan jeg nu notere som art nummer 54. I alt så jeg vel en 12-15 stykker.
Endvidere var der masser af
Rundbladet Soldug, Rosera rotundifolia.

Bølleblåfugl, Agriades optilete

Rundbladet Soldug, Rosera rotundifolia

08. juni - Addit Hede
Den, efterhånden årlige tur til Addit Hede, foregik denne gang i selskab med Jesper Kristensen fra Hodde og Keld Skytte Petersen fra Fyn.
Udbyttemæssigt blev det ikke det helt store for mit vedkommende. Den ulidelige hede tog noget af "gassen", men vi fik da ordnet verdenssituationen. Vi er jo alle tre af samme mening, når det gælder, hvordan vi behandler naturen...
På turen så jeg flg. arter:
Brun Pletvinge, Melitaea athalia - Violetrandet Ildfugl, Lycaena hippothoë - Sortåret Hvidvinge, Aporia crataegi - Græsrandøje, Maniola jurtina og, som prikken over i'et, Klitperlemorsommerfugl, Argynnis niobe.

Brun Pletvinge, Melitaea athalia

Klitperlemorsommerfugl, Argynnis niobe

Jesper og Keld i felten

10. juni - Ansager

Så kom regnen, og jeg tør godt sige: "Sjældent har den været så velkommen"...
Efter en maj måned, som satte absolut varmerekord (1,2º C. over den den tidligere rekord, og hele 4,2º C over den gennemsnitlige temperatur for maj), og en juni måned, der startede ud på samme vis de første 9 dage, er en regnvejrsdag med behagelige 20º meget velkommen.
I alt har vi i år haft 26 sommerdage, altså dage, hvor temperaturen har ligget over 25ºC, fordelt på 2 i april, 15 i maj og 9 i juni, indtil videre... Det er dobbelt så mange, som i hele 2017 !!!
Det usædvanligt varme vejr har så også forårsaget total forvirring blandt sommerfuglene. De er simpelthen kommet på banen 2,3 ja endda næsten 4 uger før normalen for nogle arters vedkommende.
Hvilke følger det får for de forskellige arter, er svær at sige, men fortsætter vi med det sommerlige vejr, kan det godt tænkes, at en hel del arter får en tredje og måske endda fjerde generation i år.

15. juni - Brande

I dag tog jeg til Brande for at filme æg og larver af Sortåret Hvidvinge, Aporia crataegi. Vinden var dog, som altid, en ubehagelig "modstander", så opgaven blev ikke løst til min fulde tilfredshed. Må nok af sted igen.
Det var Kristian Borum, som gjorde mig opmærksom på de mange æglægninger og larver. At der allerede er klækket larver, er usædvanlig tidligt, men igen er det forårets "hedebølge", der laver "kuk i timeplanen"...

24. juni - Assenbæk Plantage

Så er der eddername gang i Blodpletlarverne.... de var overalt på Engbrandbæger på den lille brakmark. En enkelt Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae ♂, blev det osse til.
Rosinen i pølseenden var dog en
Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja, som fouragerede på Blåhat blomsterne i den anden lysning i plantagen, dér hvor der i foråret var fyldt med Aurora.

Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja

Græsrandøje, Maniola jurtina

27. juni - "Barbara's Hule" v/Varde

Inspireret af min første Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja i Assenbæk Plantage, tjekkede jeg andre fund af arten i lokalområdet, og fandt frem til en lokalitet syd Varde, som kaldes "Barbara's Hule", beliggende på militærets skydeterræn. I bund og grund et lille stykke overdrev.
Der lød da også flere salver i det fjerne, og jeg overvejede flere gange, om det nu også var smart at rende rundt derinde...
Men det var risikoen værd. Mindst 10 eksemplarer af den store perlemorsommerfugl fløj rundt og besøgte blomsterne.
Og det var nok noget af det nemmeste video, jeg har optaget.... bare sætte sig ved en blomst og vente... og vupti... skuddene kom i kassen helt af sig selv...
Det blev også til en
Isblåfugl, Polyommatus amandus ♀, og en Seksplettet Køllesværmer, Zygaena filipendulae.

Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja

"Barbara's Hule"

03. juli - Nørholm Hede

I går fandt min gode ven Jesper sgu' en Vejrandøje, Lasiommata megera, på heden... et helt usædvanligt fund, langt væk fra artens normale udbredelse.... og ikke nok med det, endnu et fund af den smukke sommerfugl blev gjort i Assenbæk.
Det er første gang, at arten bliver meldt fra begge disse lokaliteter. Arten har sin udbredelse Djursland, Nordsjælland, Bornholm og øen Samsø, samt en isoleret population på Fanø. Indenlands er der kun meget få fund, så derfor er det et par helt ekseptionelle fund, Jesper har gjort...
TILLYKKE !!!

Derfor måtte jeg jo lige en tur til Nørholm Hede i håb om også at se dyret, men desværre lykkedes det ikke. Til gengæld fandt jeg flere spind af Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia, fyldt med ganske unge larver.
Det blev også til både ♂ og ♀ af
Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae og en enkelt Seksplettet Køllesværmer, Zygaena filipendulae.

06. juli - "Barabara's Hule" v/Varde
Endnu engang gik turen til det nye, spændende sted, denne gang i selskab med Erland Brydsø og Jesper Kristensen, som begge gerne ville se og fotografere Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja.
De fik da også, hvad de kom efter, og mere til.... for turen tog en helt uventet drejning, da vi gik ind i plantagen på den modsatte side af vejen. .. Lige pludselig lød der et brøl fra Jesper..."Konge...Konge.."
"Konge"... hva' faan snakker han om?... Jo da, én af Danmarks sjældneste guldsmede, nemlig
Kongeguldsmed, Cordulegaster boltoni...
Og som om det ikke var nok, dukkede der også en
Grøn Kølleguldsmed, Ophiogomphus cecilia, op. Det var den, der gjorde mig "TV Star" i 2012, da jeg røg i TV Syd med det første fund af arten ved Varde Å siden 1947, hvilket jo så ikke var helt korrekt, for Jesper havde den allerede fra Hodde Eng året før...
Så det endte med med tre skraldlykkelige kratluskere, der vendte hjem fra en aldeles vellykket tur.

Kongeguldsmed, Cordulegaster boltoni

07. juli - Utoft Sande
Med fundet af Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia , larver på Nørholm Hede, var det en oplagt ide, at tage til Utoft Sande, hvor sommerfuglen jo fløj i antal for en god måned siden.
Og jeg blev da heller ikke skuffet. Der var masser af spind med de bittesmå, men meget aktive, larver. Et skud i tågen siger mindst 500 larver.
Der er vist ingen tvivl om, at de skal følges til næste forår.

Endvidere blev det til Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja - Dukatsommerfugl, Lycaena virgaureae - Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas - Skovblåfugl, Celastrina argiolus og Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia.
Og så myldrer det bogstaveligt talt med de 3 Kålsommerfuglearter i øjeblikket...

Dukatsommerfugl, Lycaeana virgaureae

Utoft Sande (mellem Grindsted og Hejnsvig)

08. juli - Gammelgab, "Barbara's Hule"

På tur igen med Jesper. Denne gang til Gammelgab v/Nørre Nebel efter Klitperlemorsommerfugl, Argynnis niobe, som Inge Nagstrup meldte +20 af for et par dage siden.
Men for faan da, hvor det blæste. Vi så ganske vist et par stykker, men de så meget slidte og forhutlede ud, så der var ingen grund til at spilde tiden her.
Vi blev enige om at fortsætte til
"Barbara's Hule" i håb om, at møde de sjældne guldsmede igen. Jeg fik jo ikke noget video af den Grønne Kølleguldsmed, Ophiogomphus cecilia, sidste gang.
Det lykkedes så til gengæld denne gang, men helt færdig med den blev jeg ikke, så der må endnu en tur til inden længe.
Kongeguldsmeden så vi desværre ikke denne gang.

Grøn Kølleguldsmed, Ophiogomphus cecilia

Skovblåfugl, Celastrina argiolus

10. juli - Nørholm Hede
Sidste år foretog Varde Kommune en katastrofal nedklipning af den østlige strækning af Stokkebrovej. Helt og aldeles unødvendigt og, i mine øjne, tankeløst.
Jeg fik derfor idéen til at lave en video om strækningen i år, så i dag blev der filmet det rige dyreliv, der hersker i øjeblikket.
Video'en er nu videresendt til et par af de ansvarlige i Varde Kommune, bl.a. borgmesteren. Foreløbig med en positiv respons, så lad os håbe, de holder ord.
Som et ekstra plus, lykkedes det mig at finde den sjældne
Blåhat-Jordbi, Andrena hattorfiana, en god indikator for, at stedet er bevaringsværdig og ikke bør klippes før engang i september.

Blåhatjordi, Andrena hattorfiana

12. juli - "Barbara's Hule"

I selskab med Kathrine Iversen og Hugo Mejer Hansen, gik turen i dag til "Barbara's Hule". De ville nemlig gerne se den Grønne Kølleguldsmed.
For mig blev det dog en helt anden "statist", der tog opmærksomheden, nemlig den fantastisk flotte larve af
Kølleugle, Acronicta alni.... og så er den oven i købet så sjælden, at den er rødlistet på F&N, så et superfedt fund...

Kølleugle, Acronicta alni

16. juli - Storemose, Ansager

Der er efterhånden gået næsten 1½ måned, siden jeg sidst var i Storemose. Jeg missede da også flyvningen af Engkøllesværmer, og fandt kun et tomt puppehylster.
Den nærmest ulidelige hede, der hersker denne sommer, berører selvfølgelig også planterne. Tidsel og Engbrandbæger er for længst færdige for i år de fleste steder. Der var således heller ikke meget at komme efter i mosen.
Et enkelt spændende fund blev det dog til, nemlig en moppedreng af
Brun Bjørnespinder, Arctia caja, som sad på et vissent græsstrå, sandsynligvis lige nyklækket.
Hjemme i haven fik jeg besøg af 2 nye arter:
Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia og Skovblåfugl, Celastrina argiolus, som søgte til sommerfuglebuskene.

Brun Bjørnespinder, Arctia caja

31. juli - Ansager

De seneste par uger har været ekstremt varme med temperaturer omkring 30°. Højeste målte her på hjemmetermometret var 34,6°, og det endda hele to gange...
De høje temperaturer, sammenholdt med en smertefuld muskelinfiltration og et flåtbid i udbrud, som krævede penicillinbehandling, har sat en dæmper på aktiviteterne, både de udendørs og de indendørs. Noget af det mest smertefulde er nemlig at sidde ved computeren, så det er ikke blevet til så meget arbejde med hjemmesiden, som jeg havde håbet på...

03. august - Mølby Kro

Ved Mølby rundkørslen mellem Ansager og Skovlund, ligger der et lille område brak. Det var dér Mølby Kro lå engang i fordums tid. Jeg er flere kørt forbi og tænkt, at her må da være noget spændende, så i dag kiggede jeg lidt på stedet.
Og jo da... jeg fandt 3 larver af
Snerresværmeren, Hyles galii. Det var så også det eneste spændende, der var at komme efter, men i en sommer, hvor næsten alt er brændt af, kan man vel ikke forvente det helt store...

Snerresværmer, Hyles galiii

12. august - Ansager

Endelig, endelig, endelig.... kom regnen igen... den er hårdt tiltrængt.... set fra satellit er Danmark ikke grøn, men brun... alt er simpelthen sveden af i denne ekstreme sommer...

Hvilken indflydelse det vil få på sommerfuglene, må vi jo vente og se. Umiddelbart synes jeg ikke det ser alt for godt ud, i og med at foderplanterne også lider under varmen.
I modsætning til forår og forsommer, hvor det for nogle arters vedkommende, nærmest vrimlede med individer, er der nu uhyggeligt stille. De store takvinger burde være her og der og alle vegne.... men nej, de er meget fåtallige. Selv Kålsommerfuglene, som indtil midten af juli var helt vild almindelig, er nærmest sjælden. Den eneste sommerfugl, som man virkelig hører meget om lige nu er Duehalen, som har haft et forrygende år indtil nu. Selv har jeg desværre endnu ikke haft fornøjelsen at møde den.

 

19. august - Utoft Sande

Det er, som ovenfor nævnt, sløjt med sommerfugle... ja, insekter i det hele taget.
Det blev dog til
Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia - Grønåret Kålsommerfugl, Pieris napi - Lille Kålsommerfugl, Pieris rapae og Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas.

22. august - Pølmose

Inspireret af Michael Stolze's billedserie om larven af Grøn Sandspringer, Cicindela campestris, som angriber en uheldig myre, satte Bo Skelmose og jeg kursen mod Pølmose, hvor jeg jo gennem de seneste år har mødt de voksne individer.
Og sørme, om ikke vi fandt et enkelt, lovende udseende hul.... så var spørgsmålet bare, om der var nogen hjemme?
Og det var der....
Bo fangede nogle Skovmyrer som lokkemad, og det varede da heller ikke længe, inden én af dem kom lidt for tæt på. Den slap dog med skrækken, men dens kammerat blev sgu' sur og ville hævne angrebet.... Skulle den nok ik' ha' gjort.... se på video'en hvorfor... og læg lige mærke til forvirringen blandt de andre myrer...

28. august - Pølmose

Endnu en tur til Pølmose gav et glimrende klip af Grøn Sandspringer-larven, som nappede en uforsigtig Skovmyre. Også et enkelt eksemplar af det voksne insekt var på jagt efter bytte.

13. september - Assenbæk Plantage, Nørholm Hede

Jagten på larven af Grøn Sandspringer, Cicindela campestris fortsatte. Et tip fra Jesper sendte mig til Assenbæk Plantage, og det blev da også til 3 fund.
I det flotte sensommervejr ville jeg også lige se, om der stadig var lidt liv på
Nørholm Hede langs Stokkebrovej. Også her blev der kigget efter sandspringerlarvens huller, men jeg fandt ingen.
Den ekstremt tørre sommer har ellers været hård ved vegetationen men bl.a. Blåhat, Engbrandbæger og Perikon er kommet sig, og blomstrer igen. Og det nyder sensommerens sidste dagsommerfugle godt af. På en lille solbeskinnet strækning så jeg omkring 15 eksemplarer af
Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia, 5 Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas og 2 ♀♀ af Almindelig Blåfugl, Polyommatus icarus.
 

16. september - Ansager

Så er det vist endegyldigt slut.... efteråret banker for alvor på...
Men for søvren da, hvor har vi haft en dejlig lang sommer....

25. september - Nørholm Hede

Selvom efterårets koldfronter forsøger at få overtaget, er der stadig dage med dejlige sensommertemperaturer og solskin.
Som f.eks. i dag, hvor jeg lige rundede mit "yndlingsspot" p.t. for at se, om der stadig var sommerfugle på vingerne...
Og det var der.... 2
Storplettet Perlemorsommerfugl - 2 Lille Ildfugl - 2 Almindelig Blåfugl.
Men mon ik' det bliver årets sidste obs?... vejrudsigten melder i hvert fald koldt og regnfuldt vejr de næste par uger. Det overlever sommerfuglene næppe...

29. september - Puglund Fiskesø

Nu hvor sandspringerlarverne har præget eftersommerens oplevelser i naturen, måtte jeg da også lige se den Brune Sandspringer, Cicindela hybrida's larve.
Er der et sted, hvor man med sikkerhed kan finde den, så må det være
Puglund Fiskesø... Og sørme jow... det lykkedes at få et foto af den glubske, men sky larve...

P1200107-1.JPG

Brun Sandspringer, Cicindela campestris

2018-10-11_144048.jpg

11. oktober - Assenbæk Plantage

Skal man tro DMI bliver det rigtig "Indian summer" de næste 3-4 dage. Det begynder i hvert fald godt, for i dag var der næsten 20º, og inde i lysningen i Assenbæk Plantage nød sommerfuglene det dejlige vejr. I alt 5 arter blev det til, og det er vist første gang, jeg ser så mange arter på én dag i oktober: Nældens Takvinge, Aglais urticae - Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas - Citronsommerfugl, Gonepteryx rhamni - Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia og Grønåret Kålsommerfugl, Pieris napi.

2018-10-11_142037.jpg
2018-10-11_140337.jpg
2018-10-11_132702.jpg
2018-10-11_141417.jpg

Syvplettet Mariehøne, Coccinella septempunctata

Storplettet Perlemorsommerfugl, Issoria lathonia

Nældens Takvinge, Aglais urticae

Rød Fluesvamp, Amanita muscaria

Lille Ildfugl, Lycaena phlaeas

17. oktober - Rømø

Så har jeg lige været på Rømø for at hente mine udstillede sommerfugle. De har været udlånt i mere end 25 år til Tønnisgård Naturmuseum.

gammel9.JPG
gammel91.JPG

19. oktober - Ansager

Ikke bare en 3-4 dage... Næ, en hel uge blev det til med fantastisk efterårsvejr. Højeste temperatur målt her på matriklen var 22,9°.

Nu ser det ud til, at vi går tilbage til et mere normalt efterår.

28. oktober - Ansager

Så kom den første sne sgu'... godt nok kun en lille centimeter.

Natten bød også på den første nattefrost, -2,9°.

04. november - Ansager

Så er det blevet tid til STATUS PÅ ÅRET 2018...

Sidste år var et katastrofalt dårligt sommerfugleår. I år har vi så haft den hidtil varmeste, længste og tørreste sommer. I alt blev det til 72 sommerdage; sidste år bød på blot 13 af slagsen. Det betød, at der gik fuldstændig kuk i sommerfugleverdenen. Det væltede frem med arter, som klækkede 2-3 uger før end normalt, ja nogle endda næsten en måned før normal flyvetid. Det supergode sommervejr betød også, at mange af arterne fløj i et langt større antal, end normalt. F.eks. har jeg aldrig oplevet at se så mange Aurora, så mange Okkergul Pletvinge og så mange Kålsommerfugle. Desværre var der en bagside af medaljen,. Det knastørre vejr gjorde det svært for larverne at finde friske foderplanter, hvilket resulterede i meget fåtallige 2. generationer af især de almindelige Takvingearter, som Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje, Nældesommerfugl og Admiral, som alle lever på Brændenælde. En anden mulig faktor kunne godt være parasitter, som sikkert også har nydt godt af varmen.

Det ekstremt varme vejr lavede også "ged" i min tur til Sverige efter Apollo, Svalehale og Mosehøsommerfugl, for de begyndte selvfølgelig også at flyve langt før planlagt. Så endnu engang måtte jeg aflyse en tur efter mit "prey no. 1", Apollo'en.

Og så har jeg "udviddet territoriet" i år med hele 3 nye lokaliteter plus et nyt område i Assenbæk Plantage.
Og lad mig starte med den, for det var nemlig her, at
Aurora, Anthocharis cardamines, fløj talrigt i begyndelsen af maj. En firkantet lysning, jeg indtil i år, ikke har undersøgt nærmere. Det har altid været "brakmarken", (en trekantet lysning), som har haft min årvågenhed. Det er hermed ændret. Foruden Aurora, kunne jeg også melde det første sikre obs af Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja fra den nye lokalitet.

Det var også Markperlemorsommerfugl, som lokkede mig til "Barbara's Hule", som ligger lige syd for Varde på militærets skydeterræn. Et spændende område, som også bød på Isblåfugl, Polyommatus amandus, Skovrandøje, Pararge aegeria, Kongeguldsmed, Cordulegaster boltoni og Grøn Kølleguldsmed, Ophiogomphus cecilia.

En anden meget spændende lokalitet er Utoft Sande, beliggende lidt syd for Grindsted. Det var egentlig et obs af Dværgblåfugl, som gjorde mig opmærksom på stedet. Den fandt jeg så ikke. Til gengæld vrimlede det med Okkergul Pletvinge, Melitaea cinxia.

Endelig er der Store Klingdal, et moseområde mellem Starup og Hovborg. Her meldte Viggo Kristensen om Moseperlemorsommerfugl, Boloria aquilonaris og Bølleblåfugl, Agriades optilete. Sidstnævnte kan jeg notere som art nummer 54. Der fløj også mange perlemorsommerfugle omkring, men en sikker artsbestemmelse fik jeg ikke, så Moseperlemorsommerfuglen må vente til næste år...

Afslutningsvis mindes jeg de skønne ture, jeg har haft med nørd-vennerne: Tina Toft Bergstrøm og Jesper Kristensen til Utoft Sande - Keld Skytte Petersen og Jesper Kristensen til Addit Hede - Kathrine Iversen og Hugo Mejer Hansen til "Barbaras Hule" - Erland Brydsø og Jesper Kristensen, også til "Barbaras Hule" og Bo Skelmose til Pølmose.
Og så ønsker jeg "Kratluskeren fra Hodde", Jesper Kristensen alt mulig held og lykke i Canada og hans nye titel: "Kratluskeren fra Hamilton".... Kommer sgu' til at savne dig, gamle dreng....

16. november - Bornholm

Intet mindre end en SENSATION... Markperlemorsommerfugl, Argynnis aglaja fotograferet den 16. November !!!

Det er jo fuldstændig vanvittigt, eftersom sommerfuglen, så vidt jeg har kunnet læse mig frem til, kun har én generation i hele dens udbredelsesområde, altså også under lunere himmelstrøg.
Hvad der har "tricket" sommerfuglen til at komme frem i en (formodentlig) 2. generation, er lidt af en gåde. Vi havde ganske vist en uge i efterårsferien, hvor temperaturerne var helt sommerlige... men hvorfor sker der så ikke det samme sydpå, hvor det er varmere?