
Brombærspinder - Macrothylacia rubi
MINE OPLEVELSER:
Jeg husker stadigvæk en forunderlig tur på Nørholm Hede i 80'erne, hvor jeg kørte langs hedevejen i min gamle "boble". Det var ved skumringstide i juni måned, men endnu før solen helt var gået ned. Jeg kørte med åbne sideruder på denne lune juniaften, og det var sgu' lige før, at de parringslystne hanner fløj igennem bilen på jagt efter hunnerne. Der var rigtig mange den aften. Om det stadigvæk er tilfældet, må jeg hellere se at få tjekket op på, nu hvor jeg har tiden til det.
De voksne sommerfugle kommer gerne til lys, men, som ovenfor beskrevet, flyver de også gerne om aftenen inden skumring falder på, hvor hannerne jagter hunner for fuld kraft, lavt svævende hen over vegetationen. Hannens grundfarve er brun, hvorimod hunnen er grålig.
Det er dog larven, lægmand oftest møder, når den om efteråret kravler rundt for at finde et egnet sted at overvintre. Den lever på Brombær, men den er nu ikke kræsen i sit fodervalg og kan findes på mange andre planter.
I 2020 var jeg så heldig at filme en ædende larve, hvilket var ret unikt. Larven er nemlig meget følsom overfor bevægelser. Mærker den truende vibrationer, ruller den sig straks samnmen i forsvarsstilling.
Brombærspinderlarvens lange hår kan i enkelte tilfælde fremkalde irritation i huden, hvis man utilsigtet kommer til at røre den.
Udbredelse i Danmark: Kilde: Fugle og Natur
Brombærspinder er udbredt og ganske almindelig i det meste af Danmark. Det er dog mest den flotte, hårede larve man møder, hvilket tydeligt ses på fundskortet nederst. Den voksne sommerfugl flyver i perioden juni-juli, men langt de fleste fund gøres om efteråret, og det er netop larven.



